TV-overvågning af ansatte

Efter erstatningsansvarslovens § 26 skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person betale den forurettede godtgørelse for tort.

Tort er en krænkelse af selv- og æresfølelsen – det vil sige en persons opfattelse af eget værd og omdømme. Efter erstatningsansvarslovens § 26, skal krænkelsen blot være retsstridig, medens krænkelsen ikke behøver at være strafbar.

Ved en dom fra december 2007 har Søog Handelsretten taget stilling til, om videoovervågning af ansatte kan anses som en sådan retsstridig krænkelse af disse, at tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 kan komme på tale.

Sø- og Handelsretten tilkendte den ansatte tortgodtgørelse.

Sagens faktiske omstændigheder var følgende:

En forhandler af sundheds- og skønhedsprodukter havde, personalet bekendt, opsat en række overvågningskameraer i sin detailforretning af tyveripræventionsmæssige årsager.

Optagelserne kunne ses dels i et baglokale til forretningen, dels på forretningsindehaverens private bopæl. De ansatte var bekendt med TVovervågningen og med, at optagelserne kunne ses, såvel i forretningen som hos indehaveren privat.

En arbejdsdag blev en ansat kontaktet af arbejdsgiveren, der fra sin bopæl, som nævnt, havde direkte adgang til optagelserne fra TV-overvågningen i butikslokalet, og som meddelte hende, at han igennem længere tid havde iagttaget hende og herefter påtalte, at hun sminkede sig i butikslokalet.

Arbejdsgiveren havde på daværende tidspunkt overvåget den ansatte i ca. ½ time.

Etableringen af TV-overvågningen var lovlig efter Lov om TV-overvågning, der primært vedrører overvågning af områder, som benyttes til almindelig færdsel, men som også dækker TVovervågning af arbejdspladser og i den forbindelse foreskriver, at der ved skiltning eller på anden tydelig måde skal gives oplysning herom. Dette havde arbejdsgiveren gjort, idet det var oplyst, at butikslokalet var TV-overvåget af kriminalpræventive årsager.

Lov om TV-overvågning udelukker ikke, at iværksættelse af TV-overvågning af arbejdspladser kan være uberettiget efter andre regler, derunder straffelovens regler. Straffelovens § 264a anfører f.eks., at den som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder. Denne bestemmelse indebærer bl.a., at det vil være ulovligt at overvåge baderum, toiletter og lign.

Udover pligten til at orientere medarbejderne om overvågningen i henhold til Lov om TV-overvågning og til at overholde straffelovens bestemmelser skal også reglerne om behandling af personoplysninger i persondataloven overholdes.

Ifølge persondatalovens § 5, stk. 1 og 2, skal personlige oplysninger behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik, og indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Senere behandling af dataene må ikke være uforenelig med disse formål. TV-overvågningsbånd af personer omfattes af begrebet personoplysninger i persondatalovens forstand.

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at billeder af ansatte har karakter af indsamlede personoplysninger, der kun må anvendes til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Sø- og Handelsretten udtrykker, at overvågningen ikke var arbejdsmæssigt eller sikkerhedsmæssigt begrundet: overvågningen blev brugt til andet end det udtrykkeligt angivne og saglige formål, at hindre tyveri og røveri.

På dette grundlag fandtes der at foreligge en retsstridig handling, der udløste betaling af tortgodtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens § 26. Tortgodtgørelsen fastsattes til kr. 25.000.

Med denne nye afgørelse fra Sø- og Handelsretten er den hidtil eneste afgørelse på området, en Østre Landsretsdom, der blev offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen i 2005, tilsidesat. I denne sag antoges overvågning af en medarbejders kassefunktion at være lovlig, uagtet medarbejderne ikke konkret var orienteret om, at de blev overvåget, men kun via skiltning i butikken og oplysning i en personalehåndbog om, at almindelig videoovervågning af forretningen fandt sted.

Gå tilbage til forrige side